TAK for ferie sir’ jeg bare. Inden vi tog 14 dage, offline (ind til børne sov, for arbejdes i det lille verdens firma det skal der), reflekterede jeg over nedenstående. Mine skuldre er nu, heldigvis, igen på sin plads og jeg kan trække vejret helt ned i maven. MEN skal også igang med hverdagen som jeg glæder mig til men har stadig et uforløst spørgsmål, jeg ikke ved om er muligt at finde et svar på:
Jeg har arbejdet så sindsygt meget, siden jeg kom hjem fra L.A. for 2 måneds tid siden. Det har været med galloperende hjerte og jeg har trukket vejret helt oppe i halsen. Det er pisse fedt at være eftertragtet som freelancer, det kan man ikke klage over. MEN samtidig går jeg med en følelse af at mangle totalt nærvær med min søn, Charles - og det at lave ingenting, med ham. For ingenting eksisteret ikke i egoéts form, efter der er sat børn til verden, det ved de fleste der har prøvet det.
Tænker tit på hvordan andre familier jonglerer med job, børn, 'to do' lister, orden og ambitioner. Dagdrømmer nogle gange om at få et job hvor jeg mødte ind kl 9 og går kl 15 og så var den skid slået. Men du milde kinøjser, det villle jeg kunne klare en uge og så ville jeg gå bananas. Mit hovede fyldes med ideer og de skal have rum til at slippe fri og ud i verden. Charles ville derimod have en mor der bare var der, lige hvor han helst ville have mig. Men hvad så med mig? Bare i det jeg skriver det for jeg sug i maven over den egoistiske udsagn, for jeg er nu nogens mor og det er vigtigst. Men jeg er også nogens kone og jeg er sikker på at jeg ville syne lige så stille hen, skulle jeg lave ligegyldige ting, hver dag, for at kunne være der for min søn. Og hvad så? Så kunne man stå der, uden min mand, som jo også betyder alt for mig; for at være 'tilstede' . Ikke en ide jeg har lyst til at plante.
Jeg læste denne debat i Information. De tre nævnte kvinder, hvor især Ulla Terkelsen, er en kvinde jeg selv ser op til. Elsker disse kvinders jargon, deres attetude og flair for at leve livet som de vil, men sidder nu stadig med tanken - hvad med børnene? - Mon de syntes det er lige så fedt at de har måtte undværer deres forældre, fordi de skulle leve deres liv, som de nu engang ville? Er sikker på de, børnene, sætter pris på at kunne lave en god steg og ta' ved, når der skal fejes, som står beskrevet, meeeeeeen hvad med det der kram når man allermest havde brug for det og mor eller far bare ikke var der. Jeg er ikke en curling mor, tvært om. Jeg kan lide at det er de voksne der bestemmer, børn har regler (der skal følges) og ikke mindst gode manerer. Jeg har haft oplevelser i min barndom, som jeg på ingen måde vil give videre og ting jeg selvfølgelig gerne vil, som de fleste - men en ting jeg nu har sat mig for, inden klumpen blev født var at jeg vil være der… også selv om jeg har ambitioner om en karriere og så vil jeg have min mand ved min side til evig tid. Det går desværre ud over andre ting, som venner og resten af familien men jeg har nu engang måtte vælge, for timer i døgnet er der nu ikke nok af, tværtimod, men jeg ved hvad der er vigtigst for mig og mine.
Hvordan fan’ klare i det hele?
